DR. PAUL G. ‘ESPINASSE voices1 betænkeligheder ved Mathers polygene fortolkning af selektion, som uden tvivl mærkes bredt uden for genetikområdet. Hvert trin i udviklingen af genetisk teori har givet anledning til sådanne betænkeligheder. Mathers forklaringer på hans eksperimenter kan imidlertid ikke afvises som epicykliske (heller ikke for den sags skyld vil epicykliske forklaringer altid forklare noget). Antagelsen om polygener er ikke engang a priori. Arvelige egenskaber er meget almindeligt kendt for at vise mutation, adskillelse og binding. Polygen variabilitet afhænger af enheder, faktorer, elementer eller (hvorfor ikke sige det?) gener, der viser mutation, segregering og binding. Dette er faktisk de krævede kriterier. Mange vigtige arvelige egenskaber kan ikke identificeres individuelt. Der er hundredvis af uforenelighed eller selvsterilitetsgener kendt i blomstrende planter og svampe. Nogle gange omfatter disse gener kun en allelomorf serie, nogle gange to. I begge tilfælde er de ikke individuelt, men kun relationelt identificerbare. Men i tyve år har ingen sat spørgsmålstegn ved gyldigheden af Genforklaringerne fra Kniep og øst.