i 1995 hævdede Sloot at have udviklet en datakodningsteknik, der kun kunne gemme en hel spillefilm på 8 kilobyte. Til sammenligning, selv med de mest moderne teknikker, kræver en meget lav kvalitet videofil normalt 10.000 gange mere lagerplads, og en højere kvalitet videofil kan kræve 175.000 gange flere data.

Roel Pieper, tidligere CTO og bestyrelsesmedlem i Philips, citeres for at sige (oversat fra hollandsk):

det handler ikke om komprimering. Alle tager fejl af det. Princippet kan sammenlignes med et koncept som Adobe-postscript, hvor afsender og modtager ved, hvilken slags dataopskrifter der kan overføres, uden at selve dataene faktisk sendes.”

i 1996 modtog Sloot en investering fra kollega Jos van Rossum, en cigaretmaskinoperatør. Samme år fik Sloot og van Rossum et 6-årigt hollandsk patent på Sloot-kodningssystemet, idet Sloot blev navngivet som opfinder og Van Rossum som patentejer.

På trods af kodningssystemets tilsyneladende umulighed var der investorer, der så potentiale. I begyndelsen af 1999 sluttede den hollandske investor Marcel Boekhoorn sig til gruppen. I marts 1999 blev systemet demonstreret for Pieper. Pieper trak sig tilbage fra Philips i maj 1999 og sluttede sig til Sloots selskab som administrerende direktør, som blev omdøbt til Fifth Force, Inc. Historien-herunder en redegørelse for en troværdig demonstration af teknologien—fortælles i beskedne detaljer i Tom Perkins’ bog fra 2007 Valley Boy: uddannelsen af Tom Perkins.